Historien bag undervisningen

Sang, dans & bevægelse har for mig altid været, på samme måde som yoga, en metode til at finde ind til balance, ro, glæde, og nærvær. Læring og erfaring indenfor disse områder, er mig en stor glæde at give videre.

Jeg er vokset i Vest Jylland som enebarn på landet i et hjem hvor yoga og meditation var en normal del af livet. Fra helt lille, brugte jeg meget af min "alene tid" på at synge og var nysgerrig på hvordan stemmen fungerede.

Fra 11 årig hvor vi var flyttet tilbage til København, havde jeg en tid på Vesterbros Ungdomsgård hvor vi sang, spillede teater, indspillede og turnerede. Efter folkeskolen startede jeg på Dramus, en musik - og teaterskole, hvor vi lavede yoga som en del af vores opvarmning og jeg begyndte herfra at bruge det som et værktøj i mit liv, både for at beholde forbindelse til min kerne i et travlt og udadvendt liv samt holde mig selv sund og stærk, både kropsligt og sangligt. På Dramus stiftede jeg bekendskab med afrikansk dans. Jeg blev meget fascineret af måden at bevæge sig på, samt rytmerne, sangene og koreografierne og begyndte at synge og danse i en afrikansk dansegruppe. Senere specialiserede jeg mig indenfor rytme & improvisation samt fysisk træning målrettet sangere og underviste i dette på Complete Vocal Institute. I slutningen af tyverne, efter at have boet i England nogle år, tog jeg min yoga - og sanglærer (CVT) uddannelse og i 2018 afsluttede jeg en pædagog bachelor med speciale i musiske - og bevægelsesorienterede æstetiske læreprocesser.